Når Molina folder vingerne ud over pladsen til forevisning, går der et sus gennem publikum. Og Papaya? Med et glimt i øjet: mange tror først, det er en kogle, der sidder på handsken. Begge er rovfugle, begge flyver – men vingerne fortæller to helt forskellige historier. Her er historien om vingefang: hvad tallene er, hvad formen betyder, og hvad forskerne har fundet ud af de seneste år.

Den største og den mindste

Den største er kondoren Molina. Andeskondoren har et vingefang på 274–310 cm (Birds of Bolivia), og The Peregrine Fund kalder den den rovfugl i verden, der har det længste vingefang (Peregrine Fund). Den mindste er dværghornuglen Papaya: 19–20 cm lang, 60–120 g og 53–63 cm i vingefang (MME / BirdLife Hungary).

Midt i intervallerne er Molinas vingefang ca. fem gange Papayas. Til vægten er forskellen endnu større: en kondor vejer 17–33 pund, altså ca. 7,7–15 kg (Peregrine Fund) – det er over hundrede gange så meget som en dværghornugle.

Arterne én for én

Kondor – Molina (hun)

Det kæmpe vingefang er bygget til at svæve. Lange, brede vinger med udspredte «fingre» (håndsvingfjerene) samler opvind fra bjergsider og termik. Kondoren er ådselæder; den jager ikke, men skal kunne patruljere store områder billigt. Se forskningsafsnittet om, hvor sjældent den faktisk basker.

Lammegrib – Barbatus (han)

231–283 cm og 4,5–7,1 kg (Peregrine Fund). Vingerne er smallere og mere spidse end kondorens, og halen er lang og kileformet – en silhuet man kan kende på lang afstand. Den glider langs bjergsider på udkig efter knogler.

Stellersørn

195–245 cm, ca. 95 cm lang; hannen 4,9–6 kg og hunnen 6,8–9 kg (BC Rare Bird Records, efter Brazil 2009 og Meyburg m.fl. 2020). Den tungeste ørn i reservatet. Brede «planke»-vinger og kileformet hale – god til at bære tung last som fisk.

Havørn

193–244 cm og 3–7 kg (Peregrine Fund; RSPB angiver 200–240 cm). Danmarks største rovfugl. Brede, rektangulære vinger til lange glid over vand og kyst.

Kongeørn

204–220 cm (RSPB) og 3–6 kg (Peregrine Fund). Lidt slankere vinger end havørnens og længere hale – den kan både svæve højt og lave hurtige styrtdyk efter bytte.

Sortørn

181–219 cm og 3–4,15 kg (Peregrine Fund). Vingerne er smalle ved kroppen og brede ude – en karakteristisk «padleform». En klippe-specialist, der bruger opvind langs fjeldsider.

Jagtfalk

120–130 cm og 0,9–2 kg; verdens største falk (Peregrine Fund). Falke har spidse vinger uden «fingre» – bygget til fart og kraftig vingeslag i stedet for svæv.

Slagfalk

97–126 cm og 730–1300 g (Peregrine Fund). Jager typisk lavt over åbent land efter gnavere og fugle.

Vandrefalk

RSPB angiver 95–115 cm; Peregrine Fund 78–122 cm og 0,4–1,5 kg (Peregrine Fund). Kendt for sit styrtdyk – Peregrine Fund skriver, at det er målt til over 200 mph (ca. 320 km/t). I dykket lægger den vingerne ind til kroppen.

Brilleugle – Delta

76–91 cm; hanner 453–680 g, hunner 680–906 g (Animal Diversity Web). Ugler har brede, afrundede vinger med lav vingebelastning, som giver langsom, kontrolleret flugt mellem træerne.

Dværghornugle – Papaya

53–63 cm og 60–120 g (MME). Vores mindste. Papaya er en lille insektjæger med de røde øjne og fjerøretoppe.

Faktatabel

Intervallerne gælder arten generelt, ikke vores egne fugle. Hunner er hos rovfugle typisk større end hanner.

Vingebelastning og vingeform – kort forklaret

Vingebelastning er vægten fordelt på vingearealet. Lav belastning = fuglen kan flyve langsomt og svæve på svag opvind. Aspect ratio (spændvidde² / vingeareal) beskriver, hvor lang og smal vingen er. Et konkret, målt eksempel: i en PNAS-undersøgelse blev Microraptor sammenlignet med fregatfuglen. Microraptor havde en aspect ratio på 6,7 og en vingebelastning på 70,6 N/m²; fregatfuglen 25,2 og 45,4 N/m² (Chatterjee & Templin 2007). Fregatfuglen er altså en ekstrem svæveflyver med lange, smalle vinger.

For vores egne arter har vi ikke fundet målte vingearealer i kilder af samme kvalitet, så vi giver ingen tal – kun mønstret: gribbe og ørne har brede vinger med «fingre», som gør dem gode til termik; falke har spidse vinger til fart; ugler har store, brede vinger til lydløs, langsom flugt.

Et mål forskerne bruger meget er hand-wing index (hvor lang «hånden» er i forhold til vingen). I et studie af over 10.000 fuglearter viste Sheard m.fl. (2020), at indekset hænger sammen med, hvor langt arter spreder sig – og med trækadfærd og levested (Nature Communications). Målene ligger frit tilgængeligt i databasen AVONET (Tobias m.fl. 2022, Ecology Letters).

Ny forskning om vinger og flyveevne

Kondoren basker næsten aldrig

Williams m.fl. satte flyveloggere på vilde andeskondorer i Patagonien. Fuglene brugte kun ca. 1 % af flyvetiden på aktive vingeslag; over tre fjerdedele af vingeslagene var ved letning – og én kondor fløj over fem timer og ca. 172 km uden at baske (PNAS 2020). Det store vingefang er altså en måde at spare energi på.

Vandrefalkens styrtdyk er en strategi

Mills m.fl. simulerede vandrefalkens angreb og fandt, at et dyk i høj fart giver bedre fangstchance mod adrætte byttedyr, fordi de store aerodynamiske kræfter i dykket øger styreevnen (PLOS Computational Biology 2018).

Fugle «former» vingerne undervejs

Harvey m.fl. viste, at fugle ved at folde og strække vingerne kan skifte mellem stabil og ustabil flyvning – stabil til at glide, ustabil til hurtige manøvrer (Nature 2022).

Vingeform afslører trækfugle

Hand-wing index-studiet (Sheard m.fl. 2020, se ovenfor) viste, at fugle i områder med store sæsonudsving og trækfugle generelt har længere, spidsere vinger.

De første flyvende dinosaurer

Fugle er dinosaurer – efterkommere af små, fjerklædte rovdinosaurer (theropoder). Pterosaurerne (flyveøgler), som kunne blive kæmpestore, var derimod ikke dinosaurer, men en søstergruppe. Dem har vi ikke med her.

Microraptor (ca. 120 mio. år, Kina) havde lange flyvefjer på både arme og ben – fire «vinger» (Xu m.fl. 2003, Nature). Holotypen havde et beregnet vingefang på 0,94 m og en anslået vægt på 0,95 kg (Chatterjee & Templin 2007). Archaeopteryx (ca. 150 mio. år, Tyskland) havde et vingefang på ca. 70 cm (oversigtsniveau, Wikipedia). Knoglerne i dens vinger tyder på, at den kunne flyve aktivt med vingeslag (Voeten m.fl. 2018). En analyse fra 2020 viste, at flere af fuglenes nærmeste slægtninge var tæt på grænsen for aktiv flyvning, men at kun få krydsede den (Pei m.fl. 2020, Current Biology).

Hvad spiste de – og var de farlige?

Microraptor er en af de få dinosaurer, hvor vi faktisk kender maveindholdet. Der er fundet rester af en fugl (O'Connor m.fl. 2011, PNAS), af fisk (Xing m.fl. 2013, Evolution) og af et helt firben, slugt med hovedet først (O'Connor m.fl. 2019, Current Biology). Det var altså et alsidigt lille rovdyr – farligt for smådyr, ikke for mennesker (som jo ikke fandtes endnu). For Archaeopteryx kender vi ikke maveindholdet; den havde små tænder, og fodpuderne på det nye Chicago-eksemplar tyder på en fod til at gå på jorden, ikke til at gribe bytte som en rovfugl (O'Connor m.fl. 2025, Nature).

Hvad kan sammenlignes med nutidens rovfugle?

Brystbenskam og flyvemuskler: vi har ikke fundet en kilde af tilstrækkelig kvalitet til et kort, præcist udsagn, så det er udeladt her.

Kom og se vingerne i virkeligheden

Tallene er én ting – men at mærke luften, når en havørn glider forbi en meter over hovedet, er noget helt andet. Kom til forevisning og se forskellen på en falks spidse vinger og en kondors «fingre» med egne øjne. Vi glæder os til at se jer.

– Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet